Jeg beskæftiger mig med de udfordringer tosprogede elever har på ungdomsuddannelserne, men i princippet også på videregående uddannelser. Det er nemlig sådan, at mens tosprogede elever får undervisning i dansk som andetsprog i folkeskolen, får de ikke automatisk samme tilbud på ungdomsuddannelser og videregående uddannelser. En hurtig søgning på emnet ”tosprogede elever på ungdomsuddannelser” på Google viser, at langt de fleste artikler om tosprogede unge handler om fordeling af tosprogede elever på gymnasier - og om de problemer, det giver. Ret få handler om undervisningen af tosprogede elever. Søger man på Folkeskolen er der 1388 artikler om tosprogede. På Gymnasieskolen færre. Det er som om, det at være tosproget bliver usynligt, så snart folkeskoletiden er ovre. Men man holder jo ikke op med at være tosproget, bare fordi man har afsluttet folkeskolens afgangsprøve.

Netop derfor er det vigtigt at understrege, at det ikke er eleverne selv, der er problemet, men at man i medierne fokuserer på antallet af dem og ikke på, hvad det vil sige at være tosproget elev på en ungdomsuddannelser. Det er naturligvis ikke ligegyldigt, hvor mange tosprogede elever, der er på et gymnasium. Og det kan være et problem, hvis der er en overvægt at tosprogede elever, fordi der er en risiko for, at det skræmmer etnisk danske elever væk. Der er en reel risiko for at der opstår hvide og brune gymnasier. Men det hjælper ikke at flytte rundt på eleverne, for nissen flytter med. Det viser bl.a. TrygFondens Børneforskningscenters forskningsprojekt "Virkninger af Aarhus Kommunes skoleomfordelingspolitik for tosprogede skolestartere". Tosprogede elever bliver jo ikke mindre tosprogede af at gå på en ungdomsuddannelse med flere etnisk danske elever. Tværtimod kan der opstå en risiko for, at de tosprogede elever nemmere bliver overset - og dermed stiger risikoen for, at der ikke bliver taget hensyn til, at de har nogle anderledes forudsætninger for at færdiggøre en ungdomsuddannelse end etnisk danske elever. Men opgaven med at undervise tosprogede elever kan forståeligt nok synes mere overkommelig for lærerne, hvis der er færre tosprogede elever. Netop derfor er det vigtigt at bevare overblikket og fokus: Nogle tosprogede elever har særlige behov, fordi de er tosprogede.

Problemet er altså ikke antallet af tosprogede elever, men måden man griber det at have mange tosproger elever an på. Udgangspunktet for enhver undervisning bør altid være at møde eleverne, hvor de er, og komme deres behov i møde. Når mødet med tosprogede børn og unge sker på en skole, et gymnasium eller en videregående uddannelse - så bør man vel som leder og lærer begynde med pædagogikken?

Derfor forstår jeg ikke, hvorfor debatten om tosprogede elever stadig primært handler om antallet af dem og hvor de skal være, fremfor at diskutere, hvordan vi bedst støtter de tosprogede elever, der har behov for det. Når en stigende del af elevgrundlaget kommer med en anden sproglig baggrund end dansk, så burde det påvirke måden, vi underviser på. Dermed ikke sagt, at man skal ændre indholdet af f.eks. en STX-uddannelse. Men når vi nu ved, at mange tosprogede elever består deres studentereksamen med et lavere karaktergennemsnit end deres etnisk danske kammerater, og når vi også ved hvorfor, burde vi så ikke begynde med undervisningen? Undervisningen og ikke antallet af tosprogede bør være omdrejningspunktet for debatten om tosprogede elever på ungdomsuddannelser. Hvis man kan tilrettelægge ungdomsuddannelser for (danske) elever med særlige behov som f.eks. diagnoser - så kan man vel også tilrettelægge undervisning, der tager højde for det at være tosproget? Selvfølgelig kan man det. I Sverige kan tosprogede elever vælge mellem svensk og svensk som andetsprog i gymnasiet. En sådan mulighed ville stille tosprogede elever helt anderledes i Danmark.