Torshavn, 30. Juni. 1846. 

Kære Susanne, 

Min skat, hvor jeg dog allerede savner dig. Efter en frygtelig uge på havet, er vi endelig ankommet til Færøerne. ”Kom nu, Peter, vi har fin vind, og Havfruen er sådan et fremragende skib! Kan du virkelig ikke lugte eventyret?” plejede dr Manicus – August - at sige, kun halvt spøgende, mens jeg lagde mig på sengen dækket af mit eget opkast og med en ond grøn farve i ansigtet.

Ovenstående er ikke et uddrag af en glemt brevroman, men er skrevet af én af mine kursister i dansk som andetsprog. Inspirationen kommer fra en udsendelse i rækken ”Store danske videnskabsmænd”, som jeg så med min PD3 klasse i december måned. Udsendelsen handlede om Peter Panum og hans forskning i mæslingeepidemien på Færøerne, og vi så den i forbindelse med et lille minitema om sygdom og sygdomskultur gennem tiderne. Forinden havde vi arbejdet med Oplysningstiden og havde bl.a. læst om Struensee og de begyndende vaccinationer mod kopper i slutningen af 1770erne. Dengang vidste ingen af os, at en pandemi var på vej mod Europa, og at emnet var uhyggeligt aktuelt. 

Jeg havde heller ingen anelse om, hvad udsendelsen om Peter Panum satte i gang af tanker hos min kursist, der er en spansk mand i slutfyrrerne, og som bor i Danmark og har gået til dansk i 2 år. Da min kursist midt under Corona-epidemien lidt henkastet sendte mig en mail med sin brevroman blev jeg først nysgerrig – derefter overrasket og til sidst blev jeg ærligt talt begejstret over den lille brevroman, som ikke fylder mere end et par kapitler eller breve. Årsagen til min begejstring er dels det meget høje sproglige niveau – langt over B2, som er det niveau kursisten gik på – og ikke mindst hans valg af genre. Brevromanen er skrevet i et autentisk, gammeldags brevroman-dansk. Hvordan han har opnået den tone i sin tekst ved jeg stadig ikke – det er i hvert fald ikke noget, jeg har lært ham. Kursisten har forklaret, at han har skrevet på dansk, med mange ordbogsopslag og stor tålmodighed – og lidt hjælp fra sin danske kone. Det, der interesserer mig ved brevromanen, er heller ikke så meget, hvordan kursisten arbejder med dansk uden for undervisningen, men at det er skriftsproget, der helt tydeligt har været hans indgang til at lære dansk, hvilket han også har bekræftet over for mig. 

Det er interessant, fordi der i danskundervisningen bliver lagt mest vægt på mundtlig kommunikation på de første moduler. Det er faktisk et krav i vores undervisningsbekendtgørelse, at vi skal fokusere på mundtligt dansk og først begynde at undervise i skriftlighed efter de første moduler: ”På begyndermodulerne lægges der særlig vægt på udvikling af mundtlige kompetencer” (Bekendtgørelse om danskuddannelse til voksne udlændinge). Det er der gode grunde til – det er vigtigt at komme i gang med at forstå og tale sproget så hurtigt som muligt. Jo længere tid, der går, inden man kommer i gang med at bruge det nye sprog aktivt, jo sværere bliver det at komme ud over den første tids forsigtige famlen. Det er især vigtigt for voksne kursister, som ofte er sig smerteligt bevidst om, hvor ikke-dansk deres danske sprog lyder. 

Men i vores iver efter at få kursisterne i gang med at tale dansk glemmer vi måske, hvad skriftsproget kan: Man kan nemlig ikke skrive (godt) uden at tænke over, hvad man skriver – hvordan man formulerer sig, hvordan grammatik og retstavning er, hvordan teksten hænger sammen osv. Skrivning giver tid til refleksion over sproget – en refleksion, man sjældent når, mens man taler. Dermed siger jeg ikke, at det er bedre at skrive end at tale det nye sprog – men at der skal være tid til begge dele, og at skriftsproget rummer nogle værdier, jeg synes, der er en tendens til at negligere i debatten om, hvordan man lærer sprog.

Jeg mener, at man bør vægte skriftlighed højere i undervisningen af to årsager: For det første kan man ikke skille sproget ad i bestanddele som mundtlighed og skriftlighed. Det er to sider af samme sag. For det andet mener jeg, at man bør tage meget mere højde for kursistens personlighedstype, læringsstil og egne interesser end vi som lærere har mulighed for inden for de rammer, vi underviser i. 

I de senere år har lærere i DSA nemlig været forpligtet til at undervise i mundtligt sprog – især som det tales på arbejdsmarkedet. Mange sproglærere og deres kursisters største udfordring i den forbindelse er bare, at man på mange af de arbejdspladser, vores udenlandske medborgere er ansat på, sjældent taler dansk. Enten fordi kursisterne er ansat i store virksomheder med mange andre udlændinge ansat, og hvor koncernsproget er engelsk, eller fordi de er ansat i mindre virksomheder inden for f.eks. håndværk eller rengøring, hvor de andre ansatte er udlændinge fra samme oprindelsesland – og hvor der derfor sjældent er anledning til at tale dansk. Den virkelighed de fleste af mine kursister befinder sig i er, at de kun taler dansk med naboerne, pædagogerne og lærerne i deres børns skoler – og med deres dansklærer og medkursister. Der opstår altså et dilemma mellem på den ene side sproglærerenes forpligtelse på at lære deres kursister at kunne begå sig mundtligt på en arbejdsplads, hvor mange af dem reelt ikke har brug for at kunne tale dansk og på den anden side kursisternes egne behov og ønsker om at tilegne sig dansk. De fleste kursister har mindst lige så meget brug for at kunne tale dansk UDEN for arbejdsmarkedet, nemlig i privatsfæren. Nogle af vores kursister, især de meget veluddannede, har reelt ikke brug for at kunne tale dansk særlig ofte, men det betyder ikke, at de ikke gerne vil lære det. De fleste udlændinge ser det at lære sproget som en del af deres ophold i Danmark.

Der kan være flere indgange til det at mestre et nyt sprog, og kursistens foretrukne måde at lære på er ikke uvæsentlig. Derfor mener jeg, at skriftsproget kan være vejen til at lære dansk – og også til at blive bedre til at tale dansk. Jeg mener derfor, at vi som lærere i DSA for voksne har et ansvar for at vægte skriftlighed lige så højt som mundtlighed. Når min spanske kursist valgte at bruge sin fritid på at skrive en dansk brevroman kan man vælge at tolke det som hans egen, personlige interesse – men man kan også tolke det som udtryk for mangel på tid i undervisningen til at fokusere på skriftlighed og andre emner end lige det danske arbejdsmarked. Og endelig kan man – som jeg – tolke det som en personlig indfaldsvinkel til det at lære et nyt sprog. 

En anden grund til at vægte skriftsprog højere i undervisningen er nemlig hensynet til forskellige personlighedstyper og læringsstile. Introverte kursister finder ofte større glæde og tryghed ved at læse og skrive det nye sprog – og den gryende sprogglæde risikerer man at negligere, hvis man fokuserer for meget på mundtligt sprog, især hvis kursisten reelt ikke har behov for at tale dansk i sin hverdag. Det betyder ikke, at introverte kursister ikke skal lære også at tale dansk – men skriftsproget kan være lokkemidlet. Jeg er selv introvert af natur og genkender mine introverte kursisters stille fornøjelse over at begynde at læse og skrive det nye sprog og fundere over grammatiske finurligheder. Og jeg genkender deres vægren ved at skulle ”sige noget” i klassen. Det kan være hårdt arbejde at lokke også voksne kursister ud af busken. De vil meget hellere skrive deres tanker ned i ro og mag, end blive afkrævet et synspunkt her og nu i klassen. Jeg har haft kursister, som det tog månedsvis at lokke til at deltage i den mundtlige undervisning.

Jeg har naturligvis også mødt ekstroverte kursister, som ofte taler fremragende dansk – men som hader at skrive, simpelthen fordi det går for langsomt for deres tempo, og fordi det ikke interesserer dem at skulle beskæftige sig med grammatik og sprogets korrekthed. Til gengæld har de ofte et stort, aktivt ordforråd og kan formidle deres idéer hurtigt og præcist i tale.  Som underviser er det min pligt at sørge for, at der er balance i undervisningen mellem hhv. mundtligt og skriftligt sprog, men det kan være svært at finde den balance, når vi i undervisningen i dansk som andetsprog er forpligtet på at lægge vægt på mundtligt dansk med fokus på arbejdsmarkedet på de første moduler. 

Jeg mener ikke, at man kan sige at mundtlig kommunikation er vigtigere end skriftlig, bortset fra, at jeg naturligvis er enig i, at man skal i gang med at bruge sproget aktivt så hurtigt som muligt – og det gælder også de introverte kursister. Men sprogets skriftlige dimension er mindst lige så vigtig – og i undervisningen er skriftlighed vigtig, ikke mindst fordi den giver tid og mulighed for refleksion – som også ekstroverte kursister har brug for.

Som danskuddannelsesloven og undervisningsbekendtgørelsen er lige nu, forfordeles introverte kursister med forkærlighed for læsning, skrivning og tid til refleksion frem for ekstroverte kursisters hurtigere tilgang til at lære mundtligt dansk. Det betyder faktisk, at ekstroverte kursister belønnes, fordi de opfylder kriterierne for at lære dansk hurtigere, når fokus er på mundtlighed, mens mere introverte kursister straffes med lavere karakterer, fordi de har en langsommere progression i mundtlighed – og deres skriftlige evner ikke vægtes lige så højt som de mundtlige.