I et brev til Penille Rosenkrantz-Theil, som rektor Tanja Sheikh Larsen har taget initiativ til, efterspørger hun og 22 rektorer, som er medunderskrivere af brevet, en bæredygtig model for elevfordeling, ”så alle landets gymnasier får ro til at gøre det, som de er allerbedst til, nemlig at undervise og danne den danske ungdom”. (Gymnasieskolen, 25. marts 2021)

Når der overhovedet er et problem med elevfordeling skyldes det, at flere elever med anden etnisk baggrund søger en ungdomsuddannelse. Hvilket er positivt. Problemet er, at mange af disse elever er førstegenerations gymnasieelever og kommer fra ikke-akademiske hjem. Dermed har de nogle særlige udfordringer, bl.a. med sproget, som danske mønsterbrydere ikke har. Selvom vi allerede har erfaring med at løfte elever fra ikke akademiske hjem, så har vi en ny udfordring med mønsterbrydere med anden etnisk baggrund end dansk. Mange af dem har ikke fået tilstrækkelig undervisning i dansk som andetsprog i folkeskolen, og når de så begynder på en ungdomsuddannelse, der ikke har erfaring med og tradition for at støtte dem i deres andetsprogstilegnelse samtidig med den almindelige undervisning, så får de svært ved at leve op til kravene i undervisningsbekendtgørelserne. Derfor får lærere med mange elever med anden etnisk baggrund svært ved at indfri kravene til undervisningen, og så begynder de fagligt stærke elever at sive. Når de fagligt stærke (etnisk danske) elever søger væk fra gymnasier med mange elever med anden etnisk baggrund, følger pengene med, og tilbage står de ”brune” gymnasier med dårligere økonomi, færre resurser og en større opgave med at løfte en fagligt svagere elevgruppe.

Rektor for Ørestad Gymnasium, Mads Skrubbeltrang og Tanja Sheikh Larsen, rektor på Hvidovre gymnasium, peger begge på, at på trods af, at lærerne har samme uddannelser og at lærerplanerne er ens, så opstår der ulige konkurrence mellem gymnasierne, når pengene følger de stærke elever, når de skifter gymnasium. Når de økonomiske vilkår er ulige, resulterer det i ulige muligheder for at indfri læreplanerne. Derfor er problemet med skæv elevfordeling ikke kun et spørgsmål om økonomi, men også om pædagogik. Hvis man fremadrettet ikke kun fokuserer på en mere hensigtsmæssig elevfordeling, men i højere grad på pædagogikken og de faglige behov hos eleverne, og opkvalificerer lærerne til at undervise en ny og mere mangfoldig elevgruppe, så får lærerne måske den ”ro til at gøre det, som de er allerbedst til, nemlig at undervise og danne den danske ungdom”. Hvor mange gymnasielærere har f.eks. reelt kompetencer til at undervise elever med anden sproglig og kulturel baggrund? Hvor mange gymnasier sætter midler af til opkvalificering af lærere, der underviser mange tosprogede elever? Mens vi venter på en bæredygtig model for elevfordeling kan vi allerede nu begynde at overveje, hvordan vi bedst kan gribe undervisning med mange elever med anden etnisk baggrund an, der, hvor vi reelt kan gøre en forskel, nemlig i vores egen undervisning. For det er jo det vi skal - undervise og danne den danske ungdom. Og den danske ungdom er også dem med anden etnisk baggrund.